Fisk på torvet - Akvariebladet
Tekst: © Tonny Brandt Andersen.
Fotos: © Aqua-Construct.

Våbenhvilen der sluttede 1. verdenskrig startede den 11.11 kl. 11:11. Og da der næppe er noget mere fredsfyldt end et akvarium, var det tidspunktet for indvielsen af det nye, store, flotte saltvandsakvarium på Fisketorvet. Det var Anders Lund Madsen der foretog indvielsen, under hvilken han også funderede over hvordan verden ville have set ud, hvis Hitler havde haft et akvarium.

Akvariet, der er på 14.000 liter, er centralt placeret, ved rulletrapperne. Kommer man således fra parkeringskælderen og benytter rulletrappen, så får man et flot indtryk af vandfald samt lava- og plantedekoration langs rulletrappen. Og for enden af rulletrappen står så det store akvarium.

Akvariet blev påbegyndt 2 måneder før Fisketorvets åbningsdag, hvilket også er forståeligt, når man tænker på det store arbejde det har været at sætte op. Bordet som akvariet står på vejer 1.500 kg. og akvariets ramme vejer alene 500 kg. De buede ruder vejer 500 kg. hver, og er 40 mm tykke. Det er den største buening man kan lave i glas, skulle den have været større, havde det været nødvendigt at benytte akryl i stedet. Til limningen af akvariet er der brugt cirka 100 patroner med silikone. Det blev limet på stedet, og skulle tørrer i en hel måned på grund af den store bredde fuge. Hele arbejdet er udført af firmaet Aqua-Construct.


Her køres de 2 forruder ind, de vejer 500 kg stk. og skal løftes ind i enden af akvariet.

Her limes ruderne i.

Det der interesserer mange er vel teknikken, for det er den de fleste ikke kan komme til at se, når man besøger akvariet på Fisketorvet. Over akvariet hænger 8 lamper på hver 1.000 W. I akvariet befinder der sig 10 cirkulationspumper der hver yder 4.500 liter i timen. Der er 2 store overløbsrør, som leder vandet ned i kælderen, og når jeg tænker på rulletrappen, så er der rimelig langt ned. Hvis man vender det om, så betyder det at der skal en rimelig kraftig pumpe til at løfte 20 kubikmeter vand tilbage i akvariet i timen.


Der blev brugt over 100 tuber silikone.

Akvariet bliver dekoreretmed 1.5 tons sten sombliver bundet fast til et kraftigt stål net.

Der er intet andet biofilter end de levende sten, men i kælderen befinder sig en skummer på 2,5 meter der kan tage 10.000 liter i timen. Der tilsættes ozon til skummervandet og den automatiske efterfyldning, på grund af fordampning, sker med osmosevand fra bassiner. Dette osmosevand benyttes også ved større vandpåfyldninger.

En kalkreaktor er forbundet til akvariet, da kalk er svært opløseligt i saltvand. Man sender derfor CO2 gennem vandet således at det bliver surt. Når det er blevet surt kan kalken opløses, og så kan man lukke det ud i akvariet, hvor korallerne får gavn af CO2'en. De alger der findes i deres væv bruger nemlig CO2 til vækst. Når algerne så tager CO2'en ud af vandet ændres den kemiske sammensætning således, at kalken bliver afsat som koralskelet. Derfor trives det hele bedre hvis man har en kalkreaktor.

En computer kontrollerer pH og lignende. Med et modem ville man sågar kunne kontrollerer det hele hjemme fra, og tilmed ændre eller tilsætte ting efter behov, men så automatisk kører akvariet dog ikke, og specielt i opstartsfasen har det været nødvendigt at se til akvariet hver anden dag, for at sikre at det hele kørte rigtigt. En af de ting der dog ikke kan klares ved fjernkontrol er algeskraberen, men det er også et tilløbsstykke. Jeg så hvordan folk stimlede sammen og havde oceaner af spørgsmål, da Lars Olsen var i gang med dette arbejde.

Jeg var på Fisketorvet sammen med Lars for at se og hører om akvariet, således at Akvariebladet kunne videregive denne information til sine læsere, og Lars fortalte at han er glad for den publikumskontakt der er, når han tilser akvariet, og at han gerne fortæller om nogle af de forskellige dyr. Saltvand er ikke det mest almindelige i de små hjem, så der er mange spørgsmål og for eksempel stor undren når de besøgende hører at en søanemone er et dyr. Netop på grund af publikumskontakten blive der lavet nogle ekstra begivenheder i forbindelse med højtider, således at der er noget ekstra for publikum at se på, så som fiskeudsætning og lignende.


Anders Lund Madsen forestår åbningen.

Kommer du derfor på en hel almindelig dag, må du "nøjes" med at nyde akvariet, med dets opbygning af 1 tons levende sten. Selve opbygningen af interiør tog en hel måned. Fiskesamlingen bestod fra starten mest af fisk der på en eller anden måde skulle gøre nytte i akvariet. Der er 2 pincetfisk i akvariet, hvilket normalt ikke vil kunne gå, men da det er et par går det udmærket. De er der primært for at æde glasroser, der ellers nemt ville kunne brede sig til hele akvariet. Forskellige kirurgfisk som gul kirurg og paletkirurg, er der for at spise alger. Der er også sergentfisk forskellige dværgkejserfisk og så den skønne klovnfisk, som ikke gør særlig nytte, men man kan vel ikke have søanemoner i et akvarium uden også at holde klovnfisk. Det er en af de velkendte fisk som også hr. og fru Jensen kan genkende når de er ude og handle. Ud over disse fisk findes der også søpindsvin, søanemoner, slangestjerner og forskellige koraller, men det kan du jo alt sammen selv se, hvis du lige tager dig tid til at stoppe foran det store akvarium, når du alligevel er på Fisketorvet.

webdesign pixelators.com